Pressemeddelelse:

DALPIN overtager Dansk Legepladssikkerhed

Dansk Legeplads Sikkerhed lukker – DALPIN træder til

Dansk Legeplads Sikkerhed lukker desværre, som følge af indehaver Niels-Erik Zachariasens bortgang d. 31. marts i år. Niels-Erik Zachariasen har drevet Dansk Legeplads Sikkerhed som enkeltmandsvirksomhed siden 1. februar 1998, fra adressen Snerupvej 18 i Karise på Sydsjælland.

DALPIN overtager de eksisterende aktiviteter samt kontraktforhold hos Dansk Legeplads Sikkerhed. I denne forbindelse vil Niels-Erik Zachariasens kunder blive kontaktet af Bjarne eller Allan fra DALPIN i de tilfælde, hvor det er relevant.

Ligesom Dansk Legeplads Sikkerhed udfører DALPIN også legepladsinspektioner. Hos DALPIN tilbyder vi desuden rådgivning om legepladssikkerhed, udfører droptests, samt afholder kurser i legepladsdrift. Vi har altså de fornødne kompetencer til at overtage Niels-Erik Zachariasens kunder, hvilket vi ser frem til.

Jeg havde en aftale med Dansk Legeplads Sikkerhed, hvad gør jeg nu?

Hvis du havde en aftale med Niels-Erik Zachariasen, har vi hos DALPIN overtaget den. Som tidligere kunde hos Dansk Legeplads Sikkerhed er du naturligvis ikke tvunget til at bruge DALPIN. At vi har overtaget aktiviteterne vil blot sige, at vi har påtaget os opgaven med udførelse de aftalte aktiviteter.

Omstændighederne omkring overtagelsen medfører, at der vil være en vis forsinkelse på udførslen af planlagte opgaver. DALPIN arbejder naturligvis på højtryk for at gøre overgangen så gnidningsfri som muligt for alle Dansk Legeplads Sikkerheds tidligere kunder.

DALPINs overtagelse af Dansk Legeplads Sikkerheds kontrakter og aktiviteter er gældende fra 1. juni 2016. De modtagne opgaver vil blive udført efter DALPINs prislister. Hvis du i denne eller anden forbindelse har nogle spørgsmål, er du naturligvis velkommen til at kontakte enten Bjarne eller Allan. Vores kontaktoplysninger finder du her på dette link.

Download pressemeddelelsen som PDF

Pressemeddelelse