Bliv certificeret legepladsinspektør – kursus i DS/EN 1176
Få den faglige viden og det praktiske kendskab, der danner grundlag for at blive certificeret legepladsinspektør.
På kurset går vi i dybden med DS/EN 1176 og de tilhørende delstandarder for legepladsredskaber. Du lærer at anvende standarderne i praksis og får den nødvendige viden til at identificere sikkerhedsrisici, anvende testudstyr og dokumentere afvigelser ved inspektion af legepladser.
Undervisningen kombinerer teori med konkrete eksempler og praktiske øvelser. Kurset afsluttes med en skriftlig eksamen, og en bestået eksamen giver dig adgang til at gå videre i certificeringsprocessen.
Det lærer du på kurset
På kurset får du blandt andet:
- Grundig gennemgang af den europæiske standard DS/EN 1176 og tilhørende delstandarder
- Grundig gennemgang af krav og testudstyr anvendt ved inspektioner, herunder konkrete eksempler og hands-on øvelser
- Praktisk demonstration af faldkugletest, der bruges til at vurdere underlagets stødabsorberende evne
- Introduktion til relevant lovgivning, herunder Bygningsreglementet (BR18, kap. 16, §§358-367), og hvad det betyder i praksis
- Træning i afvigelsesrapportering – hvordan man identificerer og dokumenterer afvigelser på en faglig og forståelig måde
Målet er, at du efter kurset har det faglige fundament, der kræves for at gå videre i processen mod certificering som legepladsinspektør.
Eksamen og certificering
Kurset afsluttes med en skriftlig eksamen på ca. to timer, som består af afkrydsningsopgaver og beregningsopgaver.
Bestået eksamen er første skridt mod at blive certificeret legepladsinspektør og giver dig adgang til den efterfølgende del af certificeringsprocessen.
Du bliver derfor ikke certificeret alene ved at bestå kursets eksamen. Certificeringen opnås først, når du har gennemført den efterfølgende proces, og din inspektionsrapport er godkendt.
Sådan bliver du certificeret legepladsinspektør
Efter bestået eksamen fortsætter certificeringsprocessen. Forløbet vil også blive gennemgået på kurset.
1. Gennemfør en legepladsinspektion
Du skal selv gennemføre en inspektion af en legeplads efter eget valg. Inspektionen skal opfylde en række faglige og formelle krav til blandt andet legeredskaber og anvendelse af testværktøj.
2. Udarbejd din inspektionsrapport
Inspektionen dokumenteres i en rapport, som udarbejdes i en skabelon, du får tilsendt. Du vælger selv legepladsen ud fra de faglige krav til opgaven.
3. Indsend rapport
Din færdige inspektionsrapport skal indsendes til DNV (certificeringsorgan) senest 8 uger efter bestået eksamen.
4. Rapporten vurderes
Rapporten gennemgås som en del af certificeringsprocessen og skal godkendes af både DALPIN og DNV.
5. Du modtager dit certifikat
Når kravene i certificeringsprocessen er opfyldt, og rapporten er godkendt, modtager du dit certifikat som legepladsinspektør.
Hvem er kurset for
Kurset er for dig, der ønsker at blive certificeret legepladsinspektør og arbejde professionelt med inspektion og sikkerhed på legepladser.
Det kan blandt andet være:
- Kommunale medarbejdere inden for vej, park og teknisk forvaltning
- Medarbejdere på skoler og i institutioner
- Medarbejdere i boligforeninger og boligselskaber
- Driftsansvarlige for parker og grønne områder
- Fagpersoner inden for anlæg og legepladsområdet
- Personer, der ønsker at arbejde professionelt med inspektion af legepladser
Kurset er relevant både for dig, der allerede arbejder med legepladssikkerhed, og for dig, der ønsker at opbygge de faglige kompetencer, der kræves for at arbejde som certificeret legepladsinspektør.
Erfaren underviser
Kurset undervises af Bjarne Lundgaard Terndrup, som har mange års erfaring med legepladssikkerhed, rådgivning og inspektion af legepladser.
Bjarne er certificeret legepladsinspektør og har gennem flere år uddannet nye inspektører samt undervist i blandt andet drift, vedligeholdelse og sikkerhed på legepladser.

Praktisk information
Kursussted:
Forskerparken 10
5230 Odense M
Prisen inkluderer certificering, kursusmateriale og forplejning under kurset.
Prisen er ekskl. overnatning og standarder.
Betaling sker via faktura ved tilmelding.
Standarder og materiale du skal medbringe
Du skal selv medbringe DS Håndbog 121:2024 (2 bind), som indeholder de relevante standarder for legepladsområdet.
Håndbogen kan købes hos Dansk Standard som PDF eller trykt materiale.