Legepladssikkerhed: Regler, lovkrav og ansvar

Legepladssikkerhed handler om at skabe trygge rammer for børn og andre brugere. Men det handler også om lovgivning, dokumentation og ansvar. Ejere af offentligt tilgængelige legepladser har pligt til at sikre, at legepladsredskaber, faldunderlag og området omkring legepladsen løbende kontrolleres og vedligeholdes.

Det gælder blandt andet legepladser ved skoler, daginstitutioner, boligforeninger, grundejerforeninger, kommunale arealer, ferieparker, campingpladser og andre steder, hvor legepladsen er tilgængelig for offentligheden eller en bredere brugergruppe.

Hvilke regler gælder for legepladser?

Offentligt tilgængelige legepladser er omfattet af Bygningsreglementet BR18, kapitel 16. Her stilles der krav om, at legepladsredskaber, faldunderlag, udendørs motionsredskaber, skateboardbaner og lignende anlæg skal være sikre at bruge.

Det betyder, at drift, kontrol og vedligehold skal ske på en måde, så der opnås tilfredsstillende sikkerhed mod personskader. Med andre ord er det ikke nok, at legepladsen var sikker, da den blev etableret. Den skal også være sikker i den daglige brug og over tid, hvor slid, vejr, hærværk og almindelig brug kan påvirke redskaber og underlag.

BR18 henviser blandt andet til DS/EN 1176-standarderne for legepladsredskaber og DS/EN 1177 for faldunderlag. Standarderne bruges som fagligt grundlag, når man vurderer blandt andet sikkerhedsafstande, faldrum, klemfælder, snorefælder, stabilitet, slid og underlagets støddæmpende egenskaber.

Hvem har ansvaret for legepladsen?

Det juridiske ansvar ligger hos ejeren af legepladsen. Det kan for eksempel være en kommune, en skole, en daginstitution, en boligforening, en grundejerforening eller en privat ejer.

Ejeren har ansvar for, at legepladsen bliver kontrolleret, vedligeholdt og repareret, så den er sikker for brugerne. Det gælder også, selvom den daglige drift er lagt ud til en vicevært, et driftsselskab eller en ekstern samarbejdspartner.

En inspektionsrapport er vigtig dokumentation, men den er ikke en juridisk frikendelse. Rapporten viser, hvad der er konstateret på inspektionstidspunktet, og hvilke forhold der bør udbedres. Selve ansvaret for at handle på rapporten og sikre den løbende vedligeholdelse ligger fortsat hos ejeren. 

Hvor ofte skal en legeplads inspiceres?

En god inspektionsplan består af flere niveauer:

Rutinemæssig visuel inspektion
Dette er et tjek, der skal ske dagligt, ugentligt eller efter behov, hvor man scanner området for synlige fejl, skader, hærværk, løse dele, glasskår, affald eller andre forhold, der kan skabe risiko for brugerne. Denne type inspektion kræver normalt ikke en særlig uddannelse.

Driftsinspektion
En driftsinspektion udføres med faste intervaller, ofte hver 1-3 måned afhængigt af brug, placering og belastning. Her vurderes blandt andet slid, funktion, bevægelige dele, fastgørelser og generel brugssikkerhed.

Årlig hovedinspektion
Den årlige hovedinspektion er en grundig gennemgang af hele legepladsen. Her vurderes redskabernes konstruktion, stabilitet, sikkerhedsafstande, faldunderlag og overholdelse af relevante standarder. Hovedinspektionen bør udføres af en certificeret legepladsinspektør eller anden kvalificeret fagperson.

 

Må man selv udføre hovedinspektionen?

Rutinemæssige visuelle og driftsinspektioner inspektioner kan ofte udføres af ejeren selv eller af driftspersonale. Men den årlige hovedinspektion udføres af en uafhængig og kvalificeret person.

Det er vigtigt, fordi man ikke bør kontrollere eller godkende sit eget arbejde. Hvis man selv har installeret, ændret eller repareret legepladsredskaber, kan man derfor ikke efterfølgende stå for en uafhængig årlig hovedinspektion eller en efterinstallationsinspektion af samme arbejde.

En uafhængig inspektion giver et mere objektivt billede af legepladsens sikkerhed og skaber bedre dokumentation for ejeren. Rent juridisk kan der sættes spørgsmålstegn ved inspektionens validitet, hvis den ikke er udført uafhængigt.


Faldunderlag og dokumentation

Faldunderlaget er en vigtig del af legepladssikkerheden. Hvis et barn falder fra et redskab, skal underlaget kunne dæmpe faldet i forhold til den pågældende faldhøjde.

Derfor skal faldunderlag vurderes som en del af legepladsens samlede sikkerhed. Det kan blandt andet ske ved måling af lagtykkelse og kontrol af underlagets støddæmpende egenskaber med HIC-faldkugletest.

Dokumentation for test og inspektion er vigtig, fordi den viser, at ejeren arbejder systematisk med sikkerheden. Det er især relevant ved nye legepladser, større ændringer, udskiftning af underlag eller installation af nye redskaber.


Kan man undlade en årlig hovedinspektion?

Som BR18 er skrevet i dag, så gives der mulighed for, at inspektionsplanen kan være anderledes end det der er beskrevet i legepladsstandarderne, hvis man på anden vis kan dokumentere, at der stadig er tilstrækkelig sikkerhed mod personskader. 

I praksis kan det dog være både vanskeligt og omfattende at dokumentere, , da man også skal dokumentere, hvilket grundlag man bygger sit inspektionssystem på. Det er derfor lettere at anvende de krav, der er beskrevet i legepladsstandarderne, da de er veldokumenterede, anerkendte og godt afprøvede.

Derfor vælger langt de fleste legepladsejere en fast, dokumenteret legepladsinspektion som den mest trygge og overskuelige løsning. En årlig hovedinspektion giver både et fagligt overblik og et konkret grundlag for vedligeholdelse, prioritering og budgettering.


Derfor er legepladsinspektion vigtig

Legepladsinspektion handler ikke om at finde afvigelser for afvigelsens skyld. Det handler om at forebygge ulykker, skabe tryghed og give ejeren et klart overblik over legepladsens tilstand.

Med en fast inspektionsplan bliver det nemmere at opdage problemer i tide, planlægge reparationer og dokumentere, at der bliver taget ansvar for sikkerheden.


Opsummeret

En legeplads og andre aktivitetsområder kræver løbende opmærksomhed og det er ejeren som har ansvaret for, at legepladsen er sikker og vedligeholdt. Det kræver både daglige eller ugentlige visuelle tjek, regelmæssige driftsinspektioner og en årlig hovedinspektion udført af en certificeret legepladsinspektør eller anden kvalificeret fagperson.

Med systematisk kontrol, god dokumentation og rettidig vedligeholdelse kan I skabe en tryggere legeplads for børn og andre brugere.

Viden & Nyheder

Se alle indlæg

Hvad søger du efter?